Greenkeeper nyt

Opdatering fra banen 10-05-2016

Kære medlemmer,

Sikke en fantastisk start vi har fået på golfsæsonen. Foråret har vist sig fra sin bedste side og det nyder både banen og spillere godt af. Der har været højt humør, og på vegne af greenkeeperteamet vil jeg gerne takke jer for alle de flotte ord og den positive feedback, som vi har modtaget for banen allerede.

Banearbejde

Greens

Vi vil i uge 20 vertikalskære, hulprikke med 8 mm spyd, topdresse og efterså greens. Greens bliver efterfølgende tromlet, så der skulle ikke være nogle problemer med spilbarheden.

Fairways

Vi fortsætter med vertikalskæring af fairways, når vejret tillader det.

Bunkers

Vi er godt på vej med etableringen af de nye bunkers.

Hul 5

Alt er klart til sprøjtesåning. Der har været en forsinkelse i leveringen, af det materiale vi bruger til sprøjtesåningen, men vi forventer at så alle bunkers i denne uge.

Hul 6

Begge bunkers er såede og de første nye græsstrå er begyndt at vise sig.

Hul 7

Vi har valgt at udsætte sø- og bunkerprojektet indtil starten af september. Denne beslutning er taget for at minimere forstyrrelsen af spillet på banen. Samtidig er der langt større sandsynlighed for hurtig etablering af græsset i efteråret.

Vi kan ikke fastsætte et tidspunkt for åbning af de nye bunkers, men åbner dem først, når de er klar til at modstå slid.

Øvrige projekter

Vi har påbegyndt udvidelsen af parkeringspladsen. Først og fremmest er alle grenene på volden blevet fjernet med hjælp fra frivillige. Derefter bliver jorden formet så afskærmningen til huset fremstår mere naturlig. Vi er stadig i dialog med Digets Fond om den endelige løsning. Men vi håber på at det bliver optimalt for begge parter. Vi informerer naturligvis, når vi ved mere.

Etikette

Vi ser stadig mange uoprettede boldmærker på greens, kørespor efter trolleys direkte hen over teestederne, kørsel med trolleys mellem greenbunker og green, samt helt tæt ved greens.

Det er tydeligt, at der er sket en forbedring, men der er stadig lang vej endnu. Jeg vil opfordre alle til at hjælpe hinanden med at opretholde almindelige etiketteregler.

Bagrum

Der blev i denne vinter skærmet bedst muligt af for svalernes tilgang til bagrummet. Det ser umiddelbart ud til at virke, men det er svært at holde dem ude, når dørene står åbne. Lad venligst være med at sætte en kile fast i dørene og sørg altid for, at de lukker.

Afstandsmarkeringer

Som tidligere nævnt får vi påsat afstandsmarkeringer på fairwaysprinklere i år. Disse mål vil være til midten af green. Samtidig med at disse bliver sat på vil de nuværende afstandsmarkeringer i fairways også blive flyttet, så målet fra disse passer til midten af green. Når arbejdet er udført vil vi selvfølgelig oplyse herom.

Hjælp!

Vi har en udfordring, som greenkeeperteamet ikke selv kan klare, nemlig at fylde hullerne fra opslået tørv.

Det er en absolut nødvendighed for at holde fairways flotte.

Derfor vil vi gerne bede om hjælp. Vi har brug for så mange frivillige som muligt til at gå en morgentur i solskin (forhåbentlig) og fylde lidt jord i de gamle huller. Vi sørger for handsker, spand og jordmix, hvis i sørger for godt humør og gåpåmod.

Vi går ud første gang tirsdag den 17. maj, kl. 07:00. Tilmeldingen kan ske i sekretariatet eller via golfbox.

Jeg ønsker jer alle en fantastisk sæson og ser frem til at se jer på banen.

Venlig hilsen

Michael

Golfklubben Hvide Klit
Hvideklitvej 28
DK-9982 Ålbæk

T  +45 9848 9021
info@hvideklit.dk

Copyright 2017
@ Golfklubben Hvide Klit