AKTIVE
Herrer, der er medlemmer af Golfklubben Hvide Klit, herunder også long-distance medlemmer, og som er fyldt 65 inden udgangen af optagelsesåret.
En golfspiller, der opfylder ovenstående krav og har et EGA-handicap, kan anmode om optagelse. Anmodningen behandles af optagelsesudvalget (se senere), og optagelsen sker ved sæsonstarten.
Det er op til den enkelte spiller at afgøre fra hvilken tee, han ønsker at spille matchen fra. Er en spiller gangbesværet, kan han inden en match aftale med sin modstander og matchlederen, at de kun skal spille 9 huller.
PASSIVE
Tidligere aktive medlemmer kan fortsætte som passive og deltage sæsonens samlinger. Passive er kontingentfrie, men betaler dog for deltagelse i spisninger o.l.
HANDICAP
Banehandicap max. 36. Medlemmer med højere handicap kan deltage, men der tildeles ikke flere end 36 slag. Hvis en generalforsamling vedtager det, kan der spilles med 7/8 handicap i hele sæsonen.
SÆRLIGE SAMLINGER
Der afholdes to årlige møder, hvor alle medlemmer bør være til stede. Ved forårsmødet, der starter med match og spisning, afholdes klubbens generalforsamling under ledelse af præsidenten med følgende dagsorden:
1. Velkomst af eventuelle nye medlemmer
2. Præsidentens beretning
3. Kassemesterens aflæggelse af regnskabet til godkendelse samt vedtagelse af sæsonens kontingent
4. Forslag om ændringer af matchpropositioner
5. Valg til ledelsen
6. Eventuelt
Efter sæsonens afslutning holdes efterårsmøde med afslutningsmatch, spisning, præmieuddeling samt hyldest af Årets Kamphane.
LEDELSEN
Kamphanerne ledes af tre personer: Præsident, vicepræsident samt kassemester. Vicepræsidenten er klubbens matchleder.
OPTAGELSESUDVALGET
Optagelsesudvalget består af ledelsen.
MATCHFEE
For tiden 500 kr. for sæsonen. Beløbet betales ved sæsonstart til kassemesteren.
MATCHFORM
Hulspil, der afvikles som ”Round Robin”, det vil sige alle møder alle. Der bestræbes på, at en kamphane kun dyster mod en spiller i samme match. Matchdage er fredag i.h.t. matchprogrammet, og der spilles efter følgende regler og undtagelser:
MATCH DER SPILLES TIL FASTSAT TID
En normal match spilles over 18 huller, eller indtil vinderen er fundet. Vinderen får 2 points – taberen 0. Deles matchen efter 18 huller, får begge spillere 1 point.
MATCH DER AFBRYDES
En match, der afbrydes af f.eks. dårligt vejr el.lign. og hvor begge spillere er enige om at afbryde, kan enten a) spilles forfra på et senere tidspunkt, b)fortsætte på et senere tidspunkt fra det sted, hvor den blev afbrudt, c) tilfalde den ene spiller, hvis den anden opgiver eller d) helt annulleres, hvorefter begge spillere får 0 point. Matchen kan aldrig betragtes som delt uden at være spillet til ende.
MATCH DER UDSÆTTES TIL SENERE AFVIKLING a) den ene spiller er forhindret og anmoder om udsættelse af matchen. Denne spiller skal i god tid melde afbud til sin modstander og til matchlederen, og han har alene ansvaret for at aftale en ny spilletid. Hvis dette ikke sker, har han tabt kampen. b) en kamp, der af en eller anden grund ikke kan afvikles, uden at man kan pålægge en spiller ansvaret, er ikke-spillet og giver 0 point til hver.
UDEBLIVELSE FRA EN MATCH
En spiller, der udebliver uden afbud fra en fastsat eller aftalt match, har tabt kampen og kan ikke gøre indvendinger.
En kamphane, der ved sæsonafslutningen ikke har spillet mindst 15 matcher, mister sine opnåede points, ligesom points opnået mod denne spiller af andre, vil blive slettet. (Antallet kan ændres på generalforsamlingen.)
Ændringer fra de programsatte kampe skal meddeles matchlederen så betids, at han kan planlægge fredagens spil. Af hensyn til matchlederen skal spillerne møde 15 minutter før første start.
Enhver tvist i en match forelægges matchlederen og afgøres alene af ham.
GÆSTESPILLERE
Det er ikke tilladt at medtage andre end kamphaner om fredagen i de reserverede tider. Matchlederen kan i tilfældet af ledige tider overlade disse til bookingen.
VENSKABSMATCHER
Ved venskabsmatcher kan det blive nødvendigt at modtage hjælp fra ikke-kamphaner for at opnå det ønskede deltagerantal. Disse spillere skal opfylde de tidlige nævnte medlemskrav.
ÅRSVINDERE
Den spiller, der i sæsonen opnår flest points, er pokalvinder og Årets Kamphane. Hvis to eller flere har lige mange points, er den/de indbyrdes kampe afgørende. Kan vinderen stadig ikke udpeges, finder omkamp sted.
Der vil normalt være vinpræmier til de tre bedste. I tilfælde af lige points, kan ledelsen uddele præmier til flere spillere.